Systemisk funktionel lingvistik

Sue Hood

Associate Professor, Language Studies Group, University of Technology Sydney

Oversat af Helle Schulz Bildsøe, University of Copenhagen; Posted July 2016

Genre er blevet en vigtig del af lingvistikuddannelsen i de seneste årtier. Begrebet har fået en helt central rolle i analyser og beskrivelser af disciplinære forskelle samt i undervisningsdiskurser, opgaver og metoder inden for undervisning og læring. Genre har også fungeret som et strukturerende element for tilrettelæggelse af pensum, kursusudvikling, kursusbedømmelse og pædagogik. Det er et populært begreb, men denne popularisering bevirker ifølge Yunik et behov for mere forskning på området og for en kritisk evaluering af og dialog med teorien. Jeg tager udgangspunkt i den ene af de udfordringer, Yunik idenficerer og undersøger, hvilken betydning genre har for systemisk funktionel lingvistik (SFL) og for systemisk funktionel semiotik (SFS) generelt. Det er vigtigt, at have en teoretisk basisviden, hvis man ønsker at forstå, hvorfor forskellige teorier fordrer forskellige analysemetoder. I denne artikel udpeger jeg visse overlap med andre teorier, men viser også hvordan SFL adskiller sig fra genrestudier, særligt når det kommer til identifikation af genrer, studier af forholdet imellem genrer og sprog og kontekstuel genreanalyse.

Til slut spørger jeg, hvorvidt det har nogen afgørende betydning, at termen ”genre” bruges forskelligt inden for forskellige videnskabelige områder. Svaret på dette spørgsmål varierer ikke overraskende fra teori til teori. I denne artikel beskæftiger jeg mig med dét, som inden for SFL kaldes for ”explanatory power”. SFL er karateriseret ved et særligt fokus på, hvorledes betydningsformer realiseres igennem teksters sproglige stilistik. SFL undersøger hvad disse betydningsformer kan fortælle os om de genrer, de deltager i. Denne artikel ser nærmere på, hvordan disse SFL-tilgange kan bidrage til det videnskabelige felt, som beskæftiger sig med akademisk litteraritet.

Genre i SFL

Martin forklarer, at ”Firth’s teori om kontekstualitet, som er inspireret af Malinowski (1957/1968) og eksemplificeret i Mitchell’s artikel om køb og salg på markedspladser i Libyen, er den vigtigste historiske forgænger for SFL-genrestudier”. Tidlige arbejder om genre fra Sydney Universitet i 1970erne og 80erne drejede sig om talegenrer, bl.a. service-situationer (Ventola, 1987) og levende fortælling (Plum, 1988). Dette teoretiske koncept er i de seneste årtier blevet brugt i diverse former for diskursanalyse (f.eks. lovgivning, medier, akademia, profession, litteraritet, pædagogik, domestisk). Det bruges til analyse af tale-, skrift- og kropssprog samt multimodale interaktioner, billeder, musik og spatial design. Sådanne analyser inkluderer studier af helt korte tekster som tweets og af lange tekstbøger, museumsudstillinger og konferencer om ungdomskriminalitet (f.eks. Christie & Martin, 1997; Martin & Rose, 2008, Bednarek & Martin, 2010; Dreyfus, Hood & Stenglin, 2010). Denne teori benyttes i særlig høj grad inden for uddannelse lige fra ind- og udskoling til voksen- og videreuddannelse (f.eks. Christie & Martin, 1997; Unsworth, 2000; Feez, 2000; Martin, 2009, 2013; Martin & Rose, 2008; Rose & Martin, 2012).

I 1996 udgav Hyon en artikel om ”de tre genretraditioner” i diskursstudier. Spørgsmålet om hvordan genretilgange divergerer, har været oppe og vende med jævne mellemrum lige siden og er blevet diskuteret af teoretikere fra mange forskellige discipliner (f.eks. Christie, 2008; Bawarshi & Reiff, 2010, Tardy, 2011; Flowerdew, 2012). Genreforskning er udbredt inden for SFL. Særligt ESP (English for Specific Purposes) og nyretorikken deler SFL’s interesse for f.eks. akademisk interaktion og professionsinteraktion, kontekstualitet, samt for ekstrasproglig mening.

Men hvorledes adskiller genrestudiernes analysemetoder sig da fra dem som benyttes i SFL? Vi kan ikke umiddelbart besvare dette spørgsmål ved at referere til de respektive discipliners definitioner af genrebegrebet. I SFL betegnes genre som ”tilbagevendende konfigurationer af betydningsformer, der forordner almen praksis indenfor en given kultur” (Martin & Rose, 2008, s. 6). Ved første øjekast adskiller dette sig ikke nævneværdigt fra ESP’s tilgang til genre. Vi må derfor se nærmere på, hvor genrebegrebet placerer sig i mere overordnede teoretiske tilgange i SFL. Som andre teoretiske begreber kan genre kun forstås i relation til de andre begreber som tilsammen udgør en teori. Genrebegrebet kan med andre ord ikke stå alene. Figur 1 fremstiller genre som et aspekt af socialsemiotikken. Figuren viser, hvorledes mening består af tre strata, hhv. semantik, leksikogrammatik og fonologi. Disse strata er repræsenteret ved de inderste tre cirkler i Figur 1. Betydning dannes i hvert stratum og denne betydning er metafunktionel (ideationel, interpersonel og tekstuel).

 

 

Figur 1.

På figuren kan vi se, at konteksten ligeledes er lagdelt (dette er repræsenteret ved de to yderste cirkler); først som et register (der inddeles i tre variabler, hhv. field eller ’sagsforhold’, tenor eller ’relation’ og modus eller ’tekststrukturelle muligheder’) og dernæst på et højere abstraktionsniveau som genre. I SFL defineres genrer således som de strukturer, der forordner sociale processer i en given kultur. Genresystemer virkeliggøres i variable registerkonfigurationer der virkeliggøres i forskellige typer af sprogbrug (og andre semiotiske systemer). Genre forstået som kontekst realiseres i tekster. Der er dog et nært og gensidigt forhold imellem sprog og kontekst. Teksters sprogbrug skaber også nye registre og genrer. Denne måde at teoretisere genrebegrebet på har omfattende implikationer.

Genre og register.

Genre alene kan ikke forklare, hvordan tekster både former og bliver formet af deres kontekst. Lagdelingen imellem register og genre giver os en mere dybdegående forståelse af teksters funktioner. Tekster repræsenterer ikke blot forskellige genrer. De virkeliggør også forskellige typer af interaktion. Dette kan være en af forklaringerne på, at forskellige discipliner har forskellige tilgange til genreklassifikation af tekster. Nyretorikken og ESP skelner ikke altid klart imellem, hvornår genrebegrebet refererer til teksters strukturelle udformning, og hvornår det refererer til måden, hvorpå betydninger konfigurerer sig som genrer. Vi møder derfor tekster, der klassificeres som essay, e-mail, blog eller interview. Men inden for SFL betragtes disse som forskellige interaktionsformer, der kan virkeliggøre mange forskellige genrer. Teksterne virkeliggør interaktionsformer som dernæst virkeliggør genrer. Disse to dimensioner kan bedst differentieres ved diskursanalyse. Hertil kommer, at mere omfattende tekster som romaner, lærebøger, forelæsninger eller forskningsartikler ofte består af flere genrer, der tilsammen udgør et såkaldt genrekompleks eller en makrogenre. Ved at sammenfatte disse meget forskellige elementer under ét overordnet genrebegreb risikerer vi at overse eller fejlfortolke afgørende diakroniske udviklinger inden for feltet.

Genreteori og genrer i hverdagen.

I hverdagssituationer bruger vi ofte genrebegrebet til at beskrive og klassificere forskellige former for tekst. Genrebegrebet anvendes og forstås dog helt anderledes i SFL-sammenhæng. Når vi taler om genre i SFL, taler vi om et teoretisk, lingvistisk koncept

Hvis vi beder folk om at beskrive eller klassificere, hvilke typer af tekst de taler eller skriver, vil deres svar være begrænset af forskellige faktorer. –Hvilke informationer er de adspurgte f.eks. villige til at dele med os på det givne tidspunkt? I hvor høj grad er de adspurgte i stand til at reflektere over deres egen diskurs og sprogbrug? Sådanne klassifikationer eller beskrivelser af genrer refererer til et løseligt konstrukt og kan ikke bruges i diskursanalyse som et empirisk korrelat. Det kan bruges i analyser af forskellige bevidsthedstyper og i undersøgelser af, hvilke værktøjer specifikke sprogbrugere kan trække på, når de taler om sprogbrug. Der er dog et væsentligt forbehold: For vores spørgsmål og observationer skaber herudover en sideløbende diskurs og denne diskurs kan ikke umiddelbart tolkes som en transparent betydningsdannelse.

Skønt personlige og intuitive læsninger af en tekst kan give os et godt udgangspunkt til at tale om genrer, kan de ikke danne basis for genredefinition og –differentiering i studier af sprogets sociale semiotik. I SFL baseres genredefinition på en procesanalyse, der kan betegnes som ikke-common sense. Sådanne analyser forudsætter en forståelse af, at betydning i sig selv er et ikke-common sense koncept i teorier om betydningsdannelse. Enhver teoretisering af sprog som socialsemiotiske systemer må nødvendigvis afvise alle form-funktion dikotomier. Betydning er i stedet repræsenteret ved systemnetværk, der består af sproghandlinger samt af de relationer, som eksisterer imellem disse handlinger. Betydning opstår med andre ord i relationen imellem det, der blev sagt eller skrevet, og det, der kunne have været sagt eller skrevet men som ikke blev det. Denne tilgang gør, at vi ikke uden videre kan bevidstgøre de meget komplekse processer, hvorved vi danner betydning via tekst, eller hvorved tekst betyder noget for os. I SFL har socialsemiotikken til formål at forklare teksters betydningspotentiale, inklusive deres evne til at forordne kulturelle genrer.

Jeg vil afslutte denne diskussion af teoretiske begrebers betydninger med en kort bemærkning om kontekst. Såfremt kontekst kan siges at kaste lys over betydning i forskellige diskurser, er kontekst i sig selv en semiotisk interaktion. En diskurs’ kontekst består af yderligere (multimodal) diskurs. Når man undersøger verden ’uden for teksten’ undersøger man dermed endnu mere tekst, hvad end man observerer aktiviteter, læser dokumenter eller interviewer deltagere inden for et praksisfelt. I SFL er kontekst et abstrakt betydningsplan, der realiseres i og af sprog og anden semiotik (Figur 1). Når vi ser bagom eller udover en tekst, undersøger vi blot flere betydningsdannelser, f.eks. i relation til felt, tenor, modus og genre.

Genrer som netværkssystemer.

Genrestudier i SFL sætter genrer i netværkssystemer. Disse systemer identificerer forskelle og ligheder imellem genrer. Figur 2 illustrerer det overordnede koncept om genresystemer i SFL. Figuren viser et delvist systemnetværk bestående af fortællende genrer fra Martin og Rose (2008) [1]. Fortællende genrer kendetegnes som ”genrer der rekonstruerer virkelige og fiktive begivenheder og evaluerer dem på måder, der stifter solidaritetsbånd imellem de involverede samtalepartnere (Martin og Rose 2008 s. 97). Men man skelner også imellem forskellige typer af fortællinger på baggrund af, hvordan begivenheder skildres og evalueres, og forskubber herved solidaritetsgrundlaget[SA1] solidaritetsbåndet. De valgmuligheder, som eksisterer inden for systemet, repræsenterer systematiske variationer over betydningssammenhænge, ideationelle såvel som interpersonelle.

 

 

Figur 2. Et systemnetværk bestående af fortællende genrer, forordnet i forhold til tid (fra Martin og Rose, 2008, s. 81). Figuren læses fra venstre til højre. På figuren skelnes der først og fremmest imellem fortællinger, hvis handlingsforløb er fortløbende og forventningsopbyggende, denne genre kaldes for gengivelse, og fortællinger, hvis handlingsforløb er ikke-lineært. I sidstnævnte tilfælde sker det, at handlingsforløbet indbefatter forløsning, hvorved der er tale om et narrativ. I andre tilfælde forbliver handlingsforløbet uforløst og afsluttes i stedet ved en eller anden form for evaluering af de fortalte begivenheder. En sådan evaluering kan tage form som en reaktion realiseret via en anekdote, en belærende fortolkning realiseret via exemplum eller som en kommentar realiseret via en observation. Man skelner altså imellem anekdote, exemplum og observation i forhold til den respektive fortællings ’pointe’ eller formål: Anekdoten har således til formål at formidle en reaktion; exemplum har til formål at formidle en belærende morale; observationen har til formål at formidle et personligt indtryk af en ting eller en hændelse (Jordens, 2002, s. 68).

SFL’s netværksmodeller over genresystemers evolution tager højde for kulturernes fortløbende udvikling samt for genreændringer inden for den enkelte kultur. Den indfanger således sprogbrugens dynamiske karakter der, som nævnt ovenfor, forudsættes i teorien om numerussammenbrud på tværs af de strata, der vises i Figur 1.

Genrer i diskursanalyse.

Da vi nu har gennemgået genrebegrebets anvendelse i SFL, kan vi vende vores opmærksomhed hen på analyser af, hvordan genrer opererer i forskellige diskurser. Lad os først Vi lægger ud med at  se på betydningssammenhænge i en tekst, herunder dennes ideationelle, interpersonelle og tekstuelle betydninger. Genrer formes på diverse betydningsniveauer, og det er disse betydningsniveauer, der adskiller én genre fra en anden. Af denne årsag holder analytikeren skarpt øje med måderne, hvorpå en tekst signalerer sine egne betydningsskift, efterhånden som denne tekst udfoldes. Mere detaljerede beskrivelser af denne analyseproces står beskrevet i Martin og Rose 2008 Genre Relations: Mapping Culture. I det følgende vil jeg fremsætte et kort, men illustrativt eksempel på, hvordan man kan foretage en genreanalyse af en tekst. Dette eksempel er taget fra en introduktion i en naturvidenskabelig forskningsartikel.

I et studium af introduktioner i videnskabelige artikler på tværs af akademiske discipliner skriver Hood (2010), at introduktionen udgør en makrogenre (et genrekompleks), der fungerer som en slags forskningsgaranti. Denne makrogenre kan dog ifølge Hood kooptere mange forskellige genrer, som medvirker til at stille garantien. Forskningsgarantien placerer sig således inden for et større kompleks af genrer, som tilsammen udgør den videnskabelige artikel. Iterative serier af refererende og beskrivende genrer er typiske for forskningsgarantien. Det kortfattede eksempel nedenfor er fra en artikel om biokemi (Federova et al. 2006). Denne introduktion begynder med et referat af studieobjektet, som i dette tilfælde er katalytisk modificerede proteiner. Første skridt er en klassifikationsfase, hvor man identificerer den overordnede kategori, som fænomenet tilhører, nemlig katalytisk modificerede proteiner. Bagefter er der en deskriptiv fase (i dette tilfælde af fænomenets funktion), som udgør resten af teksten. Derpå følger endnu et referat, hvori forfatterne formidler et overordnet billede af den eksisterende forskning inden for feltet. Federova et. al.’s fulde analyse er som følger:

Deskriptivt referat af studieobjektet (katalytisk modificerede proteiner)

Katalytisk modificerede proteiner er et af redskaberne, som øger effektiviteten af elektronoverførsler fra et immobiliseret enzyms aktive center til elektrodeoverfladen i forskellige biosensorer.

Deskriptivt referat om anden forskning (fordele og begrænsninger)

Tidligere studier viser, at kovalente bindinger fra en redoxmediator til et protein muliggør direkte elektronoverførsel fra enzymets prostetiske grupper til elektroden [1]. På nuværende tidspunkt er der mange måder, hvorpå sådanne modificerede enzymer kan fremskaffes, hvor redoxmediatoren er kovalent bundet enten til enzymets overflade eller den prostetiske gruppe. De vigtigste ulemper ved kovalente bindinger af redoxmediatorer og funktionelle proteingrupper er det begrænsede antal bindingssteder og modifikationsrelaterede ændringer i proteinernes fysiokemiske egenskaber (Federova et al 2006).     -----

Deskription af eget studium (metode).

Derfor blev en anden metode foreslået: Koordineret modifikation af et protein med metal (f.eks. Ru eller Os). Koordination af metalliske stoffer med rester af histidinprotein er den mest lovende metode til katalytisk modifikation af enzymer, fordi reaktionen kan forløbe i vandige opløsninger, og produktet kan nemt isoleres (Federova et al 2006).

De tematiske elementer i teksten, der betoner store ændringer inden for det videnskabelige felt, er understreget. Disse elementer spiller en væsentlig rolle, når vi skal differentiere imellem de forskellige genrer, som indgår i ovenstående genrekompleks. Der differentieres desuden imellem videnskabsfeltets generiske status og specifikke status og imellem referat- og beskrivelsesgenrer. Skønt diskursen er farvet af attitude eller holdning i minimal grad, er der dog alligevel polaritetsskift at spore fra en positiv repræsentation af studieobjektet (effektivitet) til en negativ repræsentation af tidligere forskning (ulemper) og til slut tilbage til en positiv påskønnelse af forfatterens eget bidrag (lovende, lethed). (Se bl.a. Martin & White, 2005; Hood & Martin, 2007; Hood 2010 for en uddybende beskrivelse af evalueringsanalyser). Hver undergenre konstruerer en faktuel, om end bedømmende, repræsentation af det relevante felts diverse aspekter, der tilsammen udgør en makrogenre bestående af referat + referat + deskription.

Brugen af genrer som det bedømmende referat og deskriptionen er meget udbredt i forskningsgarantier i mange discipliner. Disse genrer giver forfatteren mulighed for at repræsentere verden objektivt og samtidigt fremsætte et kritisk og overbevisende argument. Men en sådan bevidsthed om forskningsgarantien som makro-genre giver mulighed for aktivt at kooptere andre genrer til at legitimere kvaliteten af sin egen forskning. Nogle af disse genrer udgør et muligt, men sjældent udnyttet potentiale i denne forbindelse, imens andre genrer optræder oftere inden for specifikke discipliner.

Diskursen i en forskningsgaranti er nødvendigvis evaluerende, og argument-genrer optræder derfor meget ofte i sådanne tekster. Man siger at såkaldte RA introduktioner er stedet hvor forfatteren argumenterer for kvaliteten og værdien af sin forskning. Introduktioner, hvori forfatteren lægger ud med at fremsætte sin tese for dernæst øjeblikkeligt at fremlægge en række af argumenter som retfærdiggør denne tese, forekommer dog uhyre sjældent. Ved en sådan konstruktion bliver forskningsgarantien en argument-genre, og den vil inden for langt de fleste discipliner blive opfattet som meget påståelig, dersom forfatterens egen subjektive holdning står i forgrunden.

En anden variation over genrekomposition i forskningsgarantien er observation som er en fortællende genre. Brugen af fortællende genrer i forskningsgarantier er ikke ualmindelig inden for humaniora, men forekommer ikke ofte inden for samfundsvidenskab og er højst usædvanlig på det naturvidenskabelige område. Hvor refererende genrer fremhæver generalitet og objektivitet, fremhæver fortællende genrer subjektive eksempler, der anses for at symbolisere fælles værdier (En mere detaljeret diskussion af denne genre i relation til forskningsartikler forefindes i Hood, 2010).

Med disse korte eksempler håber jeg at have illustreret, hvorledes vi kan drage nytte af SFL’s brede forståelse for, hvordan teksters sprogbrug kan belyse variationer i betydningssammenhænge, som konfigurerer verden kulturelt. Set fra dette perspektiv er sproganalyse ikke en beskrivende post-hoc proces, men et centralt værktøj til at identificere både genrer og måden, hvorpå disse genrer relaterer til hinanden i større eller mindre grad. Kontekst spiller en rolle både inden for og uden for diskursen som mere diskurs.

Teksteksemplerne som jeg diskuterer ovenfor refererer til blot et enkelt pædagogisk felt, nemlig akademisk engelsk; men SFL-genrestudier har haft betydning for alle uddannelsessektorerne lige fra den tidlige barndom og fremdeles. I alle disse sammenhænge er der en særlig opmærksomhed omkring at sammendrage teoretisk og analytisk arbejde med pædagogisk praksis for at styrke synlighed og intervention – med synlighed mener jeg de forventninger der haves til succesfuld navigation i og brug af de genrer der udgør pensum; med intervention mener jeg evnen til at udfordre pædagogiske praksisser der fortsat stratificerer uddannelsesudbyttet samt til at omdanne dem med henblik på at skabe større social lighed i forbindelse med adgangen til uddannelse.

Referencer

Bawarshi, A.S., & M. J. Reiff  (2010). Genre: An introduction to history, theory, research and pedagogy.  West Lafayette, Indiana: Palor Press.

Bednarek, M. & J .R. Martin (2010). New discourse on Language: Functional perspectives on multimodality, identity and affiliation. London: Continuum

Christie, F. & J. R. Martin (Eds) (1997). Genre and Institutions: Social processes in the workplace and school. London: Continuum.

Christie, F. (2008). Genre and institutions: functional perspectives on educational discourse. In M. Martin-Jones, A. M. de Mejia & N. H. Hornberger [Eds.] Encyclopedia of Language and Education, 2nd edition, Vol. 3: Discourse and Education. 1-12. New York: Springer & Business Media LLC.

Dreyfus, S., S. Hood & M. Stenglin (2010). Semiotic margins: Meaning in multimodalities. London: Continuum.

Fedorova, T. V., A.S. Vilesov, S.A. Kurzeev, E.V. Stepanova, E.O. Landesman & O.V. Koroleva (2006). Development of a novel enzyme–redox-mediator system based on a fungal laccase and ruthenium complexes. Applied Biochemistry and Microbiology, 42 (6): 550–7. [Original Russian Text ©, published in Prikladnaya Biokhimiya in Mikrobiologiya, 2006, 42 (6): 629–37.]

Feez, S. (2002). Heritage and innovation in second language education. In A. Johns (Ed.), Genre in the classroom: Multiple perspectives (2nd edition, pp. 43–69). Mahwah, NJ: Erlbaum.

Flowerdew, J. (2012). Discourse in English language education. London: Routledge.

Hood, S & J.R. Martin 2007. Invoking attitude: The play of graduation in appraising discourse. In R. Hasan, C. Matthiessen & J. Webster (Eds) Continuing discourse on language: A functional perspective. Vol 2. pp. 739-764, London: Equinox.

Hood, S. (2010). Appraising research: Evaluation in academic writing. London: Palgrave.

Hood, S. (forthcoming) Ethnography on the move, stories on the rise: An LCT perspective on method in the humanities. In K. Maton, S. Hood & S. Shay (Eds) Knowledge-building: Educational studies in Legitimation Code Theory. London: Routledge.

Hyon, S. (1996). Genre in three traditions: implications for ESL. TESOL Quarterly, 30: 693–722.

Jordens, C. (2002). Reading spoken stories for values: a discursive study of cancer survivors and their professional carers. PhD thesis (Medicine). University of Sydney.

Martin, J. R. (1992). English text: System and structure Amsterdam: John Benjamins.

Martin, J. R.  2009 Genre and language learning: A social semiotic perspective. Linguistics and Education 20, 10–21.

Martin, J. R.  2013 Writing and genre studies. C A Chapelle [Ed.] The Encyclopedia of Applied Linguistics. Oxford: Wiley-Blackwell.

Martin, J. R. (forthcoming). ‘Looking out: functional linguistics and genre’.

Martin, J. R. & D. Rose (2008). Genre relations: Mapping culture. London: Equinox.

Martin, J. R. & P.P.R. White (2005). The language of evaluation: Appraisal in English. London: Palgrave.

Plum, G. A. (1988). Text and contextual conditioning in spoken English: A genre-based approach. PhD thesis, University of Sydney.

Rose, D. & J. R. Martin (2012). Learning to write, reading to learn. London: Equinox.

Rothery, J., & M. Stenglin (1997). Entertaining and instructing: exploring experience through story”. In F. Christie & J. R. Martin (Eds) Genre and institutions: Social processes in the workplace and school. London: Continuum. 231-263.

Swales, J. (1990). Genre Analysis: English in Academic and Research Settings. Cambridge: Cambridge University Press.

Tardy, C. M. (2011).  The Future of Genre in Second Language Writing: A North American Perspective. Journal of Second Language Writing, 20 (1), 1–5.

Unsworth, L. (Ed.). (2000). Researching language in schools and communities: Functional linguistics approaches. London: Cassell.

Ventola, E.  (1987). The structure of social interaction: a systematic approach to the semiotics of service encounters. London: Pinter.

Yunick, S. (1997). Genres, registers and sociolinguistics. World Englishes, 16(3). 321-33.